Skønhed

Perfection er inspireret af de klassiske designidealer. Designer Tom Nybroe har ønsket at forene enkelhed, elegance og funktion og skabe et vinglas, hvor vinen kan leve og ånde, indtil sidste gyldne dråbe. Tanken var at skabe et glas, der forenede smag og skønhed og derfor vendte Nybroe sig mod den klassiske kunst og geometri. Klassikkens kunstnere udviklede det gyldne snit på grundlag af geometrien med det formål at skabe harmoni og balance. De vidste, at geometrisk harmoni er vejen til sandhed og skønhed. Med udgangspunkt i de klassiske linjer og proportioner udviklede Nybroe den markerede skænkelinje, der ikke alene giver serien et harmonisk og markant udtryk men også sikrer, at der skænkes netop den rette mængde i glasset.

Smag

Designer Tom Nybroe har med Perfection skabt et vinglas til tidens vinkultur, hvor kraftige, krydrede vine fra Sydamerika har fået en dominerende plads. Perfection-seriens vinglas er udviklet til at få moderne druer til at træde i karakter. Ambitionen har været at vise respekt for vinens essens og nuancer og sikre, at dens smag træder så tydeligt frem som muligt. Igen var udgangspunktet de klassiske proportioner og det gyldne snit. Forholdet mellem væskemængde, overflade og åbning er beregnet minutiøst og der er en nøje afstemt afstand fra glassets åbning til skænkelinjen. Det giver vinens dampe optimale betingelser for at cirkulere og fremhæver bouquet’en.  Samtidig sikrer glassenes store overflade den hurtigste og bedste iltning af vinene.

Styrke

Perfection-serien er oprindelig udviklet til professionel brug – i restauranter og kantiner. Glassene er slidstærke og har stærkt hærdet glas skabt til mange års brug.